Kan en kamp mod Skive virkelig være så vigtig? Mit svar er helt klart JA. Da vi havde tabt til lillebror på udebane, havde jeg ikke meget til overs for vores præstationer i sæsonen, og det eneste, der kunne redde sæsonen var 4 sejre i de sidste 4 kampe. Og den eneste grund til, jeg kunne acceptere det, var, at de andre hold også havde tabt point hist og her. Jeg var faktisk ved at være nået dertil, at hvis vi ikke vandt de sidste 4, måtte det have konsekvenser for Johnny Mølby. Man taber ikke to gange til lillebror på en halvsæson, og jeg tog det som et udtryk for, at han ikke anede, hvad kampene betød, da han stillede med 11 nye spillere i pokalen. Også gode spillere, men rytmen forsvinder, selvom Horsens nu var klart bedst.
Hvad der så er sket siden, havde jeg ikke forestillet mig i min vildeste fantasi. Efter nederlaget til et ganske middelmådigt hold lidt længere syd på, kunne de overhale os med en sejr over Viborg. Mens vi er gået fra sejr til sejr, tabte lillebror først til Viborg, så vi stadig var foran med 2 point. Og nu har de så også spillet uafgjort med AB og tabt til Kolding, hvilket bringer os foran med 7 point.
Dette bringer os så frem til nu, hvor vi på lørdag står foran en kamp mod Skive. En utrolig vigtig kamp, da vi kan vise, at vi mener 1. division seriøst. Vinder vi den kamp, kan vi søndag sidde og nyde de andre kampe i tv og tekst-tv, hvor de andre tophold skal mødes, og derfor vil nogle tabe tærran til os, hvis vi gør arbejdet færdig. Vi har tidligere bevist, at et efterår som nr. 1 ikke giver oprykning, men vi kan få endnu en god gul jul, hvor vi med glæde kan se lidt for lang tid frem til foråret. Et forår hvor man skal være klar fra start, da meget kan sættes på plads der, idet vores 3 første kampe hedder hjemme mod Lyngby, ude mod Frederecia og hjemme mod Næstved. Jeg ser dog frem med positive øjne på næste halvsæson, da jeg mener, vi har et ok program. Eneste tophold vi skal møde på Sjælland er Vestsjælland, som jeg tror vil gå ned i løbet af næste halvsæson. Derudover skal vi kun til Hvidovre og Frem. Det kan godt ske, nogle mener, det ikke betyder noget, om man spiller på den anden side af broen, men f.eks. Lyngby har kun fået 1 point i deres kampe i Jylland i denne halvsæson. Ser vi lidt videre på det, kan AB få en svær halvsæson næste år, da de både har Horsens, Lillebror, Frederecia og Viborg i Jylland. Derudover har de hjemmestærke Lyngby i Lyngby.
De største konkurrenter ser jeg p.t. som Lillebror, Frederecia og Lyngby i nævnte rækkefølge. Jeg har set en del AB-kampe, da de ofte har været i TV, og jeg har ikke været vildt imponeret over det, de har vist. F.eks. mod Vestsjælland er de heldige med ikke at tabe, på trods af de er 11 mod 10 det meste af kampen. (9 til sidst) Mod Horsens er de heldige, der ikke bliver dømt straffe i starten af 2. halvleg, og mod lillebror kunne de have været større bagud. Dertil har de scoret utrolig mange mål i sidste sekund. Det sammen med deres program næste halvsæson rykker dem lidt ned på listen, men på min liste, kommer de lige efter de 3 andre, og det skal nok blive tæt. Som jeg skrev tidligere tror jeg, Vestsjælland går ned. Næstved får det svært, da de skifter træner, og Viborg får ikke lagt et ordentlig pres på de mindre modstandere, men står til gengæld godt til de bedre hold.
Til sidst vil jeg komme med mine forhåbninger/krav for næste halvsæson. Vi skal slå lillebror, og ende over dem. Så er min forhåbning, at vi ender mellem de første 2. efter 30 kampe.
Tak for denne halvsæson og vi ses i Skive på lørdag. Jeg er indtil nu imponeret over vores fremmøde på udebane, lad det blive ved. Kom så mange i kan, den kamp i Skive betyder, om denne halvsæson har været acceptabel eller under middel.
tirsdag den 10. november 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)